Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Ansøg om dispensation

Du har mulighed for at få dispensation fra en fredning, hvis det ansøgte ikke strider mod fredningens formål. Det kan være uklart, hvorvidt det du søger om, kræver en dispensation. Dette vurderer din kommune og ikke fredningsnævnene.

Fredningsnævnet har mulighed for at dispensere fra en fredningsbestemmelse, hvis det ansøgte ikke er i strid med fredningens formål. Ældre fredninger savner oftest en egentlig formålsbestemmelse. I sådanne tilfælde må fredningsformålet fortolkes og vurderes i forhold til det ansøgte.  

Selv om fredningen indeholder en formålsbestemmelse, kræver det ofte en nærmere vurdering, hvorvidt det ansøgte er i strid med formålet. I vurderingen indgår også fredningens øvrige bestemmelser.


Hvad skal din ansøgning indeholde?

For at kunne behandle en ansøgning om dispensation fra en fredning er det nødvendigt, at fredningsnævnet har tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere det ansøgte. For at forkorte sagsbehandlingstiden, vil det være det være en god ide, at ansøgningen indeholder følgende:

  • Adresse og matrikeloplysninger
  • Begrundelse for det ansøgte
  • Beskrivelse af det ansøgte 
  • Mål på det ansøgte og beskrivelse af materialevalg
  • Situationsplan, der viser placeringen af det ansøgte på ejendommen
  • Tegninger/skitser af facader og grundplan med angivelse af mål
  • Evt. fuldmagt fra ejer
  • Gerne fotos af eksisterende forhold

Hvem skal ansøgning sendes til?

Ønsker du at søge om dispensation fra en fredning, kan du sende ansøgningen til  fredningsnævnet . Hvis du allerede er klar over, at det ansøgte også kræver tilladelse fra kommunen, kan du i stedet vælge at sende ansøgningen til  kommunen , som kan videresende den til fredningsnævnet med sine bemærkninger.

 


Hvem afgør om der kræves en dispensation?

Det er den relevante kommune, der fører tilsyn med, at fredningsbestemmelser bliver overholdt, og at der dermed ikke udføres noget, som er i strid med vedtagne fredningsbestemmelser.

På fredede arealer, der ejes af Miljø- og Fødevareministeriet, er det dog Naturstyrelsen, som fører tilsyn.

Er du i tvivl om, hvorvidt en påtænkt – eller allerede udført - foranstaltning kræver dispensation fra en fredning, kan du kontakte kommunen, eller for så vidt angår Miljø- og Fødevareministeriets arealer Naturstyrelsens lokale enhed.

Klage over en afgørelse

Afgørelser i ansøgninger om dispensation fra en fredning kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Ifølge naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, er følgende klageberettiget:

1) adressaten for afgørelsen,
2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
3) offentlige myndigheder,
4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, og
7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Ejere af omkringliggende ejendomme, som ikke er ansøgere, er normalt ikke klageberettigede i relation til afgørelser efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser.

Det er Miljø- og Fødevareklagenævnet, som tager stilling til om en klager er berettiget til at klage.

Læs mere på klagenævnets hjemmeside

Vær opmærksom på, at pr. 1. februar 2017 er klageadgangen på dette område ændret fra Natur- og Miljøklagenævnet til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Samtidig er klagegebyret ændret fra 500 kr. til et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer for klager indgivet pr. 1. februar 2017 og frem.