Sagens baggrund
Odsherred Kommune og Danmarks Naturfredningsforening har ved skrivelse af 10. juni 2021 fremsat forslag om fredning af Veddinge Bakker og Skamlebæksletten. Odsherred Kommune har under sagens behandling trukket sig som medsagsrejser. En eksisterende fredning for Veddinge Bakker omfatter 388 ha, som hermed foreslås revideret og udvidet med 82 ha.
Det fremgår af fredningsforslaget, at det er formålet med fredningen at:
- Sikre og forbedre de landskabelige værdier i området, herunder at sikre, at området fremtræder som et overvejende åbent landskab afbrudt af småskove, krat og levende hegn.
- Bevare og forbedre områdets naturværdier, herunder levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv blandt andet ved at naturområder sikres udvidelse og sammenhæng samt naturforbedrende pleje.
- Sikre de geologiske interesser og skabe grundlag for, at der sker en formidling af disse.
- Sikre og forbedre områdets rekreative kvaliteter, herunder offentlighedens adgang til området via stisystemer.
- Skabe grundlag for naturpleje.
- Medvirke til at sikre gunstig bevaringsstatus af arter og naturtyper, som Natura2000-habitatområde nr. 244 for Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke er udpeget for.
Afgørelsen
Fredningsforslaget omfatter alene et mindre område på lokalt plan, og størsteparten af det område, som fredningsforslaget omhandler, er allerede omfattet af en eksisterende fredning fra 1965.
Formålet med fredningsforslaget er bl.a. at bevare og forbedre områdets naturværdier, herunder levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv, blandt andet ved at naturområder sikres udvidelse og sammenhæng samt naturforbedrende pleje. Formålet er endvidere at skabe grundlag for naturpleje og at medvirke til sikre gunstig bevaringsstatus af de arter og naturtyper, som Natura 2000-område nr. 244 er udpeget for.
På denne baggrund samt efter screeningsnotatet og det heri anførte og oplysningerne fra Odsherred Kommune vurderer fredningsnævnet, at fredningsforslaget ikke kan få væsentlig indvirkning på miljøet, hvorfor der ikke skal foretages en miljøvurdering af fredningsforslaget, jf. miljøvurderingslovens § 10, jf. § 8, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, nr. 1. Det forhold, at fredningsnævnet har besluttet, at der ikke skal ske en permanent ekstensivering af landbrugsområder, som hidtil har haft en genopdyrkningsret, medfører ikke en ændring herved, idet der er tale om opretholdelse af status quo, og da der alene er tale om mindre områder.
Denne afgørelse indeholder ikke en stillingtagen til spørgsmålet om fredningens gennemførelse, men er alene en afgørelse om, at fredningsforslaget ikke skal gennem en miljøvurdering, før fredningsnævnet kan træffe afgørelse om fredningen.