Danmarks Naturfredningsforening og Næstved Kommune har den 10. oktober 2022 rejst forslag om fredning af områder på i alt ca. 306 ha omkring Brødebækken, Denderup Sø og Denderup Vænge i Faxe Kommune og Sørup Skov i Næstved Kommune. Fredningsforslaget er bekendtgjort på fredningsnævnets hjemmeside den 4. januar 2023, og der har været offentligt møde og besigtigelse den 6. februar 2023.
Fredningsnævnet har på baggrund af formålet med den foreslåede fredning, fredningsbestemmelserne samt miljøvurderingen udarbejdet af Danmarks Naturfredningsforening og Næstved Kommune, vurderet, at fredningen ikke kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet og ikke forudsætter miljøvurdering efter bestemmelserne i miljøvurderingslovens §8.
Fredningsnævnet henviser i den forbindelse til formålet med fredningen og fredningsbestemmelserne. Fredningsbestemmelserne tilsigter i det væsentlige at opretholde status quo omkring Brødebækken og den urørte skov og kan ikke påvirke Natura 2000-områderne i nærheden, forringe yngle- og rasteområder for bilag IV-arterne i området, eller forventes i øvrigt at få væsentlig indvirkning på miljøet bortset fra beskyttelsen af naturen omkring Brødebækken.
Forslaget om fredning af området omkring Brødebækken og Denderup Vænge kræver derfor ikke miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 10 og § 8.
Screeningsafgørelsen med klagevejledning kan findes herunder:
Screeningsafgørelse om miljøvurdering for fredning af Brødebækken og Denderup Vænge i Næstved og Faxe Kommune
Klagevejledning
Der kan i medfør af naturbeskyttelseslovens § 43 klages over denne afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Klagen skal indgives skriftligt og direkte til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klage sendes enten via e-Boks/Digital Post, hvor Nævnenes Hus vælges som modtager, eller med almindelig brevpost til Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, att.: Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.