Afgørelse efter miljøvurderingsloven vedrørende forslag for fredning af en del af Moesgård Allé og revision af Fuldenfredningen i Aarhus Kommune

Fredningsnævnet for Midtjylland, østlig del har d. 10. oktober 2025, på baggrund af en VVM-redegørelse med miljøvurdering, truffet afgørelse om, at en gennemførelse af fredningsforslagene ikke får væsentlig indvirkning på miljøet, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2

Fredningsforslagene

Aarhus Kommune genfremsatte d. 14. maj 2024 fredningsforslaget for en del af Moesgård Allé og forslaget om revision af Fuldenfredningen. D. 10. oktober 2025 traf fredningsnævnet afgørelse om, hvorvidt en gennemførelse af fredningsforslagene vil få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2.

Det ene fredningsforslag for en del af Moesgård Allé har til formål at sikre, at hele alléen fremadrettet fremstår som et harmonisk og homogent landskabselement, der understøtter og styrker kulturmiljøet omkring den tidligere hovedgård Moesgaard. Fredningsforslaget har derudover til formål at forbedre og sikre den offentlige adgang og give mulighed for en løbende vedligeholdelse af alléen.

Det andet fredningsforslag om revision af Fuldenfredningen har til formål at justere fredningsgrænsen og er kun aktuelt, hvis fredningsnævnet beslutter at gennemføre fredningsforslaget for en del af Moesgård Allé.

Fredningsforslaget, kan findes i sin helhed herunder:
Fredningsforslag for en del af Moesgård Allé og revision af Fuldenfredningen i Aarhus Kommune

Fredningsnævnets afgørelse

Der er i fredningsforslaget for en del af Moesgård Allé bestemmelser, der muliggør et projekt for udvidelse af Moesgård Allé, hvor der tages hensyn til trafiksikkerhed, kulturmiljø, landskab, natur og rekreative interesser. Fredningsforslaget fastlægger i tråd hermed, at der fra plantningstidspunktet skal plantes store lindetræer i overensstemmelse med den resterende allé.

De allerede fredede allétræers tilstand er generelt så dårlig, at sår, skader, svamp og væltede træer fortløbende vil forringe alléens tilstand og påvirke de kulturmiljømæssige og landskabelige interesser negativt. Det må således forventes, at allétræerne under alle omstændigheder vil skulle udskiftes, selvom træerne på nuværende tidspunkt bevares.

Fredningsnævnet træffer i overensstemmelse med den udarbejdede VVM-redegørelse med miljøvurdering, som den er suppleret med en ny flagermusundersøgelse, afgørelse om, at en gennemførelse af fredningsforslagene, med udskiftning af træerne i Moesgård Allé, ikke får væsentlig indvirkning på miljøet og herunder særligt for flagermus.

Eksisterende allétræer må fældes under forudsætning af, at følgende fremgangsmåde overholdes:

  • Der fældes kun en af alléens trærækker ad gangen fordelt over to år. Fældningen af hver side finder sted over flere dage, så mindre grene først afskæres.
  • Træet ligger på jorden et par dage, inden det håndteres med henblik på nyttiggørelse som bio-diversitetsfremmende element andetsteds.
  • Der plantes nye træer på den ene side, inden man går i gang med at fælde den anden side.
  • Nye allétræer plantes rækkevis på én gang på hver side senest et år efter fældning.
  • Nye allétræer plantes i græsrabatterne med en indbyrdes afstand på op til 10 meter langs kø-rebanen og med en afstand på 2 meter til kørebanen.
  • Nye allétræer er lindetræer og skal ved plantningstidspunktet måle minimum 45 cm i stamme-omkreds målt i 1 meters højde.
  • Plantning af allétræerne sker i overensstemmelse med plejeplanen.

Der skal inden fældning af eksisterende allétræer ske en undersøgelse af forekomst af flagermus i allé-træerne. Eventuel forekomst af flagermus skal håndteres i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Fredningsnævnets afgørelse efter miljøvurderingsloven kan findes i sin helhed herunder:
Fredningsnævnet for Midtjylland, østlig dels afgørelse efter miljøvurderingsloven

Klagevejledning

Der kan klages over denne afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Klagen skal ifølge naturbeskyttelseslovens § 87 indgives via Miljø- og Fødevareklagenævnets digitale selvbetjening, jf. vejledningen på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside www.naevneneshus.dk. Klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. miljøvurderingslovens § 48, stk. 1, jf. naturbeskyttelseslovens § 43 ejere og brugere, enhver, der under sagen har givet møde for fredningsnævnet eller fremsat underretning om sagens afgørelse, statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af fredningsforslaget og organisationer mv., som må antages at have en væsentlig interesse i fredningsforslaget.