Der blev den 19. juni 2025 afholdt offentligt møde om fredningsforslag for Strø Bjerg og Vildbjerg i Hillerød, Frederikssund og Halsnæs Kommuner. Referatet kan findes i sin helhed nederst på siden.
Fredningsnævnet for Nordsjælland mødte ved Betina Heldmann (suppleant), Niels Venge Olesen (udpeget af Miljøministeriet), Carsten Møller (udpeget af Halsnæs Kommune) og Torben Rønne Petersen (udpeget af Hillerød Kommune).
Til stede var også repræsentanter fra: Danmarks Naturfredningsforening, Frederikssund Kommune, Hillerød Kommune og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Derudover var flere fremmødte til stede.
Formanden for Fredningsnævnet for Nordsjælland bød velkommen, præsenterede nævnet og orienterede om mødets formål og sagens videre behandling.
Formanden fastsatte indledningsvist fristen for skriftlige indlæg til den 22. august 2025. Formanden oplyste om besigtigelsen senere i dag og om muligheden for en eventuel yderligere besigtigelse efter udløbet af ovennævnte frist. Grundet mødets varighed og utilfredshed med processen, hvor der havde været uklarhed om, hvorvidt besigtigelse ville finde sted i forlængelse af det offentlige møde, blev besigtigelsen udskudt til august måned. Formanden fastsatte derefter endeligt fristen for skriftlige indlæg til den 1. november 2025.
Danmarks Naturfredningsforening redegjorde for baggrunden for det fremsatte fredningsforslag og knyttede bemærkninger til de i alt 13 bestemmelser i forslaget. Der henvises i det hele til det udsendte forslag.
Efter gennemgangen var der mulighed for at stille spørgsmål og kommentere fredningsforslaget.
Formanden besluttede herefter, at besigtigelsen skulle udsættes til en dag i august fra kl. 16. Formanden begrundede beslutningen med, at mødet var trukket ud, og at flere havde været nødt til at gå, og at der var fremsat flere ønsker om, at besigtigelsen blev holdt en anden dag.
Besigtigelseskortet blev gennemgået. Det blev aftalt, at Danmarks Naturfredningsforening fremsender besigtigelsesplan til Fredningsnævnets sekretariat med mødested, tidspunkter og parkeringssteder/adresser angivet. Fredningsnævnet udsender planen til alle lodsejere og interesserede, der har registeret sig eller i forvejen er registreret under sagen.
Formanden afsluttede mødet og meddelte, at der herefter vil blive indkaldt til besigtigelse en dag i august 2025 kl. 16.
Hele referatet af det offentlige møde kan findes herunder:
Referat af det offentlige møde om forslag om fredning af Strø Bjerg og Vildbjerg