Referat af offentligt møde om forslag til fredning af Solbjerg Parkkirkegård i Frederiksberg Kommune

Den 11. september 2025 blev der afholdt offentligt møde vedrørende forslaget om fredning af Solbjerg Parkkirkegård i Frederiksberg Kommune.

Fredningsnævnet for København modtog den 15. april 2025 forslag om fredning af Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg. Den 11. september 2025 blev der afholdt offentligt møde i sagen i Søndre Kapel på Solbjerg Parkkirkegård. Referatet kan findes i sin helhed nederst på siden.

Fra fredningsnævnet deltog formanden dommer Søren Holm Seerup, det statsligt udpegede medlem Vibeke Preisler, og det kommunalt udpegede medlem Thyge Enevoldsen (Frederiksberg Kommune).

Formanden bød velkommen og præsenterede nævnets medlemmer, orienterede kort om det modtagne fredningsforslag og oplyste, at fredningsnævnet ikke har modtaget skriftlige høringssvar vedrørende det fremsatte fredningsforslag.

Sagsrejserne, Frederiksberg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening, redegjorde for fredningsforslagets baggrund og indhold, herunder de foreslåede fredningsvilkår, hvortil formanden stillede nogle uddybende spørgsmål.

Sagsrejserne oplyste på Seerups forespørgsel, at det forudsatte mageskifte er gennemført, hvorfor der nu som forudsat kun er én lodsejer. Videre blev oplyst, at det ikke er tanken, at opførelse af gravmæler skal behandles af fredningsnævnet som dispensationssag. Endelig blev oplyst, at det af fredningens § 6 skal fremgå, at der er cykling forbudt uden for servicevejen. Med ”motoriseret kørsel” i samme bestemmelse er der ikke tænkt over, hvorvidt el-cykler, el-løbehjul m.v. er omfattet. Afgørende er, at der ikke må køres for stærkt.

Formanden oplyste, at der vil blive taget højde for disse præciseringer ved fredningsforslagets behandling.

Der fremkom enkelte afklarende spørgsmål fra salen, som blev besvaret af repræsentanter for sagsrejserne. Der kom støtteudtalelser, men ingen indsigelser over for fredningsforslaget på mødet.

Formand for fredningsnævnet Søren Seerup afsluttede mødet i kapellet. Herefter guidede repræsentanter for fredningsrejserne ved en rundvisning på parkkirkegården for mødets deltagere.

Hele referatet af det offentlige møde kan findes herunder:

Referat af det offentlige møde om forslag til fredning af Solbjerg Parkkirkegård