Danmarks Naturfredningsforening rejste i november 2023 fredningssag til fredning af Kalø Gods i Syddjurs Kommune. Fredningsforslaget omfatter Kalø Gods med tilhørende marker og skove, beliggende umiddelbart syd og øst for Rønde by på det sydlige Djursland – i alt 815 ha.
Fredningsforslaget er omfattet af reglerne i miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, nr. 1, hvorefter fredningsnævnet skal gennemføre en vurdering af, om fredningsforslaget kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Fredningsnævnet lægger i overensstemmelse med et screeningsnotat fra Danmarks Naturfredningsforening til grund, at fredningsforslagets indvirkning alene består i en begrænset positiv miljømæssig påvirkning af grundvandsforhold, jordbund og jordarealer, internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000, Ramsar mv.), sjældne, udryddelsestruede eller fredede dyr, planter eller naturtyper, områder omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, spredningskorridorer/økologiske forbindelser, bevaringsværdige landskaber, geologi og kyst-landskaber mv. og kumulativ effekt sammen med andre planer og projekter.
På den baggrund og på baggrund af formålet med fredningsforslaget træffer fredningsnævnet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af fredningsforslaget, jf. miljøvurderingslovens § 10.
Screeningsafgørelse med klagevejledning kan findes i sin helhed herunder:
Screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven af forslag til fredning af Kalø Gods
Klagevejledning
Fredningsnævnets afgørelse kan i medfør af miljøvurderingslovens § 48, jf. naturbeskyttelseslovens § 43 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagen skal indgives skriftligt og direkte til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klage sendes enten via e-Boks/Digital Post, hvor Nævnenes Hus vælges som modtager, eller med almindelig brevpost til Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, att.: Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort. Klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.