Screeningsafgørelse vedr. miljøvurdering af fredningssag for Rungsted Fiskerleje

Fredningsnævnet for Nordsjælland har den 15. december 2025 truffet afgørelse om, at der ikke er pligt til at udarbejde en miljøvurdering af forslaget om fredning af Rungsted Fiskerleje i Hørsholm Kommune

Hørsholm Kommune rejste i maj 2024 fredningssag til fredning af Rungsted Fiskerleje i Hørsholm Kommune. Det forslået fredet areal udgør 0,27 ha og er beliggende i Rungsted i den østlige del af kommunen. Området har i 1700-tallet været fiskerleje, og har gennem tiden været mødested for store danske forfattere.

Den foreslåede fredning har følgende formål:
- At sikre offentlighedens adgang til arealerne
- At opretholde og forbedre arealernes kulturhistoriske, landskabelige og biologiske værdier.
- At arealerne forbliver åbne og med kig ud til Øresund

Screeningsafgørelse
Fredningsforslaget er omfattet af reglerne i miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, nr. 1, hvorefter fredningsnævnet skal gennemføre en vurdering af, om fredningsforslaget kan få væsentlig indvirkning på miljøet. 

Hørsholm Kommune har som sagsrejser i forhold til fredningssagen foretaget en screening af fredningsforslagets forventede miljøkonsekvenser og har samtidig med fredningssagens rejsning sendt et screeningsnotat til fredningsnævnet til brug for fredningsnævnets stillingtagen til spørgsmålet.

Fredningsnævnet lægger i overensstemmelse med Hørsholm Kommunes screeningsnotat til grund, at fredningsforslagets indvirkning alene består i en begrænset miljømæssige indvirkning af positiv karakter. Der er lagt vægt på bl.a., at efter fredningsforslaget kan området ikke bebygges eller anvendes til oplag, og områdets rekreative værdi vil forbedres.

På den baggrund og på baggrund af formålet med fredningsforslaget træffer fredningsnævnet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af fredningsforslaget, jf. miljøvurderingslovens § 10.

Link til screeningsafgørelsen i sin helhed
Screeningsafgørelse vedr. miljøvurdering af fredningssag for Rungsted Fiskerleje

Klagevejledning
Afgørelsen kan i henhold til miljøvurderingslovens § 48, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 3, 2. pkt. jf. § 43 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger fra offentliggørelsen af afgørelsen.
Klage skal ske via Miljø- og Fødevareklagenævnets digitale selvbetjening, som der linkes til her: nævnets klageportal. Nærmere vejledning i klageproceduren kan findes via følgende link: https://naevneneshus.dk/om-klageportalen-for-naevnenes-hus/.

Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af en klage, at den, der klager indbetaler et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer. Der kan findes nærmere vejledning om betaling af klagegebyr på Nævnenes hus’ hjemmeside www.naevneneshus.dk