Fredningsnævnet for København har den 9. april 2024 modtaget forslag om fredning af Bregnerød Nord i Furesø Kommune. Forslaget har til formål:
- at sikre og styrke sammenhængen mellem natur- og landskabsområder i Stavnsholtkilefredningen, Allerød Lergrav fredningen, Ravnsholt Skov og Sønderskov, der begge indgår i Natura 2000-området, nr. 137 Kattehale Mose
- at bevare og forbedre de landskabelige og kulturhistoriske værdier knyttet til områdets åbne kulturlandskab, så det fremtræder som et overvejende åbent morænelandskab vekslende med levende hegn og mindre naturområder,
- at sikre områdets eksisterende, rekreative kvaliteter,
- at sikre og øge den biologiske mangfoldighed i området og levevilkårene for et rigt dyreog planteliv i området,
- at skabe grundlag for naturpleje, samt
- medvirke til at sikre en gunstig bevaringsstatus for del naturtyper og arter, som det de tilgrænsende Natura 2000 område, nr. 137 Kattehale Mose til en hver tid er udpeget for, herunder Stor Vandsalamander og Stor Kærguldsmed, og for øvrige bilag IV-arter i fredningsområdet
Screeningsafgørelse
Fredningsnævnet har på baggrund af en screening udarbejdet af Furesø Kommune vurderet, at fredningsforslaget i sig selv ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt, og der er derfor ikke pligt til at udarbejde en miljøvurdering. Afgørelsen er truffet efter § 10 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), Lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 (miljøvurderingsloven).
Screeningsafgørelsen indeholder ikke en stillingtagen til spørgsmålet om fredningsforslagets gennemførelse, men er alene en afgørelse om at fredningsforslaget ikke skal gennem en miljøvurdering, før fredningsnævnet kan træffe afgørelse om fredningen.
Link til screeningafgørelse i sin helhed
Screeningsafgørelse vedr. miljøvurdering af fredningssag for Bregnerød Nord
Klagevejledning
Afgørelsen kan i henhold til miljøvurderingslovens § 48, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 3, 2. pkt. jf. § 43 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger fra offentliggørelsen af afgørelsen. Klage skal ske via Miljø- og Fødevareklagenævnets digitale selvbetjening, som der linkes til her: nævnets klageportal. Nærmere vejledning i klageproceduren kan findes via følgende link: https://naevneneshus.dk/om-klageportalen-for-naevnenes-hus/.
Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af en klage, at den, der klager indbetaler et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer. Der kan findes nærmere vejledning om betaling af klagegebyr på Nævnenes hus’ hjemmeside www.naevneneshus.dk.