Forlængelse af frist for indsendelse af høringssvar om forslaget om fredning af Hesbjergkilen

Fredningsnævnet for Fyn har, efter anmodning fra sagsrejsernes, besluttet at forlænge sagsrejsernes frist for indsendelse af høringssvar. Fristen er forlænget til d. 15. august 2019.

Fredningsnævnet for Fyn har den 6. februar 2019 modtaget en anmodning fra sagsrejserne om at forlænge sagsrejsernes frist, idet Danmarks Naturfredningsforening på vegne af sagsrejserne anfører: ”I næste uge er der frist for indsendelse af høringssvar i forbindelse med fredning af Hesbjergkilen. Herefter skal Danmarks Naturfredningsforening og Odense Kommune i gang med at kommentere de indsendte høringssvar.

Vi har allerede modtaget nogle af svarerne, og ved blandt andet, at Miljøstyrelsen opfordrer os sagsrejsere til, at besigtige og vurdere naturindholdet i de arealer, der ligger med genopdyrkningsret samt arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens §3 (enge, moser, vandhuller mm.).

Som sagsrejsere vil vi gerne imødekomme Miljøstyrelsens opfordring. For at kunne besigtige arealerne samt vurdere naturindholdet, er vi dog afhængige af de rette vejrforhold, da der er flere urter, der først kommer frem efter perioder med lys og varme. For at lave så gode vurderinger som muligt, ønsker vi derfor, at foretage besigtigelserne fra slutningen af maj – midt i juni måned.

Vi vil derfor gerne fremkomme med et ønske om, at vores tidsfrist for kommentering af de indkomne høringssvar ligger i perioden efter midten af juni måned (f.eks. 1. juli eller senere). På den måde kan såvel vores mere generelle bemærkninger, resultaterne af besigtigelserne samt vurderingerne af disse besigtigelser sendes samlet til fredningsnævnet."

Fredningsnævnets formand meddeler herved, at nævnet forlænger fristen til sagsrejserne til den 15. august 2019 inden hvilken dato, sagsrejserne forventes at have kommenteret på de indkomne høringssvar og have gennemarbejdet fredningsforslaget set i lyset heraf samt de indtryk og bemærkninger, som er fremkommet under det offentlige møde samt de gennemførte besigtigelser.