Forlængelse af fristen for afgørelse i sagen om fredningen af Hesbjergkilen i Odense og Assens Kommuner

Fredningsnævnet for Fyn, har den 30. marts 2020 besluttet at forlænge fristen for afgørelse i sagen om fredningen af Hesbjergkilen fra den 30. april 2020, således at fristen for sagens afslutning fastsættes til den 29. april 2022.

Fredningsnævnet for Fyn modtog den 30. april 2018 forslaget om fredning af Hesbjergkilen.

Forslaget der er fremsat af Danmarks Naturfredningsforening og Odense Kommune omfatter 47 lodsejere og ca. 486 ha.

Grundet en revidering af fredningsforslaget og deraf behov for fastsættelse af frister for yderligere bemærkninger fra lodsejerne, offentlige myndigheder og foreninger med retlig interesse samt for yderligere besigtigelse i området, har fredningsnævnet vurderet, at afgørelse i sagen ikke kan træffes inden for den oprindelige frist sat til 30. april 2020.

Sideløbende skal fredningsnævnet tage stilling til om to lodsejeres arealer er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 36, stk. 7.

Da fredningsnævnet ønsker at behandle alle sagens aspekter under ét, forlænges fristen til behandling af forslaget derfor med 2 år, til den 29. april 2022. Beslutningen er truffet i medfør af naturbeskyttelseslovens § 37a, stk. 3.

Beslutningen om udsættelse af fristen for afgørelse af fredningen af Hesbjergkilen (FN-FYN-08-2018) kan tilsendes ved henvendelse til mst@mst.dk

Beslutningen kan udleveres hos fredningsnævnets sekretariat, Fredningsnævnet for Fyn, Retten i Svendborg, Christiansvej 41, 5700 Svendborg ved henvendelse på denne emailadresse: fyn@fredningsnaevn.dk

Beslutningen kan, jf. naturbeskyttelsesloven § 43, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet med klagefrist 4 uger efter denne bekendtgørelse.

Klagevejledning

Denne afgørelse kan i medfør af naturbeskyttelseslovens § 43 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. 

Klage over fredningsnævnets afgørelse om at forlænge fristen for at gennemføre en ny fredning skal indgives skriftligt og direkte til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Du kan læse mere om mulighederne for at klage på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside.