Ikke pligt til miljøvurdering af forslag om fredning af Bastrup Nord i Allerød Kommune

Den 2. oktober 2023 har Fredningsnævnet for Nordsjælland besluttet, at der ikke er pligt til at udarbejde en miljøvurdering i forbindelse med behandlingen af forslag om fredning af Bastrup Nord i Allerød Kommune.

Sagens baggrund

Fredningssagen er rejst af Danmarks Naturfredningsforening og Allerød Kommune ved fredningsforslag modtaget af Fredningsnævnet den 19. december 2019. Fredningsforslaget omfatter ca.322 ha fordelt på 36 lodsejere, heraf 35 private.

Det fremgår af fredningsforslaget, at det er formålet med fredningen at:

  • bevare og forbedre de landskabelige værdier tilknyttet det åbne kulturlandskab i området – herunder særligt, at synliggøre de geologiske former i og omkring tunneldalssystemet;
  • sikre og forbedre offentlighedens rekreative muligheder;
  • bevare og forbedre områdets naturværdier, herunder levemulighederne for plante- og dyreliv;
  • medvirke til at opnå gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og arter som udgør udpeg-ningsgrundlaget for Natura 2000 områder nr. 123 - Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov.

Afgørelsen

Afgørelsen er truffet af det samlede nævn.

Fredningsnævnet har nøje gennemgået og vurderet screeningen foretaget af Danmarks Naturfred-ningsforening og Allerød kommune, og sammenholdt de enkelte vurderinger i screeningen med fredningsforslaget og udkastet til fredningsbestemmelser, høringssvarene fra de berørte myndigheder og sagens oplysninger i øvrigt, herunder fredningsnævnets egne iagttagelser ved besigtigelse af området.

Fredningsområdet støder op til, og har et minimalt overlap på ca. 0,5 ha, med Natura 2000-område nr. 123 - Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov. Fredningsforslaget ændrer ikke på den nuværende landbrugsmæssige arealanvendelse af dette areal, og fredningsnævnet tiltræder vurderingen, hvorefter fredningen ikke vil medføre væsentlig påvirkning af Natura 2000 interesser.

Det fremgår af screeningsnotatet, at der for alle miljøparametrene ved vurderingen af fredningsforslaget ikke kan konstateres nogen påvirkning eller kan konstateres en positiv virkning.
Fredningsnævnet vurderer, at fredningen vil være til gavn for områdets landskabelige værdier og naturværdier, herunder levemulighederne for plante- og dyreliv. Fredningsnævnet vurderer videre, at fredningen vil medvirke til at sikre henholdsvis opnå gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og arter som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000 områder nr. 123 - Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov.

Samlet vurderer fredningsnævnet, at området i overvejende grad med en fredning som anført i fredningsforslaget må forventes at videreføre og sikre sine nuværende karakteristika, hvorfor fredningsforslaget ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet i miljølovens forstand.

Derfor er der ikke pligt til at udarbejde en miljøvurdering.

Denne afgørelse indeholder ikke en stillingtagen til, om der skal gennemføres en fredning og i hvilket omfang, men alene en afgørelse om, at fredningsforslaget ikke skal gennemgå en miljøvurdering, før fredningsnævnet kan træffe afgørelse om fredning.

 

Hele screeningsafgørelsen for Bastrup Nord i Allerød Kommune kan læses ved at klikke her