Referat af offentligt møde om fredning af Sorthøj i Aalborg Kommune

Fredningsnævnet for Nordjylland, sydøstlig del, afholdt den 27. november 2023 offentligt møde om forslag til fredning af Sorthøj i Aalborg Kommune. Fredningsforslaget omfatter et areal på ca. 43,5 ha.

Fredningsnævnet var mødt ved formanden, dommer Torben Bybjerg Nielsen, det statsligt udpegede medlem Poul Roesen og det kommunalt udpegede medlem Zacharias Brix Madsen.

Tilstede fra Aalborg Kommune var rådmand Jan Nymark Thaysen, stadsgartner Kirsten Lund Andersen, Flemming Helsing og Niels Nørgaard Nielsen.

For Danmarks Naturfredningsforening mødte Jørgen Heinemeier og Anna Lise Fruelund,

For Dansk Ornitologisk Forening mødte Anton Thøger Larsen,

For Hasseris Avis mødte Jens Skovgård.

Videre var bl.a. følgende ejere af boliger i og omkring Sorthøj mødt:
- Henrik Schütze,
- Niels Jensen,
- Uffe Møller, formand for Sorthøjhusene,
- Anette Buchard,
- Peter van Hauen,
- Pernille Luxøi,
- Jørgen B. Berthelsen

Rådmand Jan Nymark Thaysen bød velkommen og oplyste om motivationen for fredningen, herunder det ønskværdige i at undgå, at området i fremtiden vil blive bebygget. Der var i byrådet enighed om, at man vil bevare denne lokale bynære natur, og der er bred politisk opbakning til forslaget, som vil være til gavn for brugere og beboere af området.

Herefter bød fredningsformanden velkommen på nævnets vegne.

Herudover orienterede han om regelgrundlaget for behandling af et fredningsforlag, herunder at der ved fremsættelse af forslaget ikke må foretages noget, der strider mod forslaget, og at der i påkommende tilfælde skal søges dispensation.

Med hensyn til indsigelser mod fredningsforslaget eller forslag til ændringer til forslaget bemærkede han, at disse skal sendes skriftligt til nævnet inden for en frist på to måneder regnet fra i dag.

Der var herefter bemærkninger fra de tilstedeværende.

Herefter foretoges en fysisk besigtigelse af arealerne på Sorthøj.
Der fremkom under besigtigelsen en række bemærkninger, der alle angik pleje af arealet.

Deltagere fra ” Den fælles grundejerforening for Sorthøj/Sorthøjparken” oplyste på ny, at de er interesserede i at deltage i udarbejdelse af plejeplanen.

Det samlede referat af mødet tilgås herunder:
Referat fra offentligt møde om Sorthøj kan læses her

Formand for Fredningsnævnet for Nordjylland, sydøstlig del
Torben Bybjerg Nielsen
Journalnummer: FN-NJS-32-2023